Forekomst

Kvartsporfyrer findes kun i meget beskedent omfang faststående på Ålandsøerne. Da det på ingen måde er en sjælden sten at finde, må der enten være områder på havbunden, hvor den findes i større mængde, eller også har den været rigeligt repræsenteret i de nu borteroderede lag af Ålandsintrusionen, som har ligget oven på den nuværende overflade.

Det er ikke nogen ny erkendelse. Sederholm skrev allerede i 1891 i sin ekstremt læseværdige afhandling "Ueber die finnländischen Rapakiwigesteine":

Bei einem Besuche in den Sammlungen in Kopenhagen fiel mir der Umstand auf, dass unter den auf den dänischen inseln eingesammelten glacialen Blöcken Åländischen Ursprungs, die quarzporphyrischen Varietäten im Verhältnis zu dem Rapakiwi viel häufiger waren, als man aus ihrer jetzigen Verbreitung auf Åland erwarten würde. Wenn dieses nicht auf mehr zufälligen umständen beruht, scheint es anzundeuten, dass noch während der Eiszeit die quarzporphyrischen Varietäten hier eine weit grössere Verbreitung hatten, als jetzt, wass in Betracht der sehr erheblichen Blocktransporte gerade nicht unwahrscheinlich scheint.

Hvad ved vi så i dag? Som det fremgår af kortmaterialet herunder, er det vigtigste forsyningsområde Signilskärfjärden, som ligger i Ålandshavet vest for hovedøen. Her er der et tilnærmet trekantet område på godt 100 km2 som for størstedelens vedkommende er dækket af havet. Ifølge det geologiske kort finder man i den nordlige del den bjergartstype som finnerne kalder kvartsporfyragtige rapakivigranitter. Denne betegnelse anvendes hvad enten der er tale om hybridbjergarter (det vil i praksis sige ringkvartsporfyrer) eller ej. I den sydlige og lidt mindre del angives at være kvartsporfyrer. Bjergarterne har indtil for nylig ikke været særlig godt beskrevet, men takket være Matthias Bräunlich, Xander de Jong og Peter Thiessen, som har brugt adskillige sommerferier på at udforske Åland, er vi nu bedre stillet. Deres undersøgelser bekræfter at den nordlige del med enkelte undtagelser består af ringkvartsporfyrer. Undtagelser findes på et par af de nordligste skær hvor de finder kvartsporfyrer af Hammarudda-type. I den sydlige del hvor der kun er enkelte småøer, har de fundet kvartsporfyrer i forskellige afskygninger. Der er mange mørke kvartsporfyrer, og det er det eneste område hvor der er fundet kvartsporfyrer med hvidlig kvarts - den type som kaldes Skeppsvik-typen. Som en kuriositet må nævnes et satellitområde på den lille ø Blåklobben hvor der er en gang med kvartsporfyr med tydelig ignimbritisk tekstur.

Et betydeligt mindre porfyrområde finder vi ved Hammarudda og i havet syd herfor: På langs gennem halvøen, som består af ældre svecofennisk grundfjeld, går en ca. 400 m bred gang med kvartsporfyr af Hammarudda-type. Gangen fortsætter ud i havet og forgrener sig til et øst-vestgående strøg som dukker op til overfladen på en række småøer og skær. Grundmassen er nogle steder tydelig kornet, andre steder tæt, så bjergarten må rubriceres som en "rigtig" kvartsporfyr. Endelig er der beskrevet en lille forekomst af kvartsporfyr nord for Göttby på landevejen mellem Mariehamn og Eckerö.

Petrologi

Ålands-kvartsporfyrer har en rød/rødbrun/brun, tæt grundmasse. Der er strøkorn af kvarts og alkalifeldspat, mens plagioklasstrøkorn næsten altid mangler.

Grundmassen er meget finkornet eller tæt og består af kalifeldspat og kvarts, som i meget stor forstørrelse kan fornemmes at være i mikrografisk sammenvækst. Støvfint fordelte mørke mineraler ses i stigende omfang jo mere brunlig farven er. Sjældent ses eutaxitisk eller fluidal tekstur som tegn på ignimbritisk oprindelse.

Alkalifeldspatstrøkornene er perthitiske og oftest blegrøde, men de kan være teglrøde eller beigefarvede. Der er ofte indeslutninger af mørke mineraler, kun undtagelsesvis plagioklasring. Størrelsen er normalt op til 15 mm og de store strøkorn er oftest afrundede og gennemkrydset af hæmatitindfarvede brudlinier. De mindre er uregelmæssigt skærveformede - ofte ses begge typer i samme sten, og man må formode, at de mindre uregelmæssige strøkorn er opstået ved fragmentering af de større langs de nævnte brudlinier. Denne formodning støttes af, at man af og til ser fragmenterede strøkorn, hvor de enkelte skarpkantede fragmenter er skubbet lidt fra hinanden og mellemrumene fyldt med grundmasse. Det menes at være et resultat af, at en krystal er sprængt af indesluttede fluider, som udvider sig voldsomt under det trykfald, der opstår under det vulkanske udbrud.

Opblanding med mafisk magma kan ændre de kemiske ligevægtforhold og føre til, at nogle feldspatstrøkorn går i delvis opløsning. Denne såkaldte magmatiske korrosion kan også opstå ved ændringer i temperatur og tryk, som kan gøre tidligere stabile krystaller ustabile.

Kvartskornene er typisk mørkegrå eller næsten sorte, men lysere, røggule eller mælkehvide kvartskorn ses også. Formen er næsten altid rund, og dybe indbugtninger fyldt med grundmasse er meget almindelig. Om indbugtningerne er et resultat af magmatisk korrosion eller et resultat af skeletteret vækst er til diskussion - jeg tror på det sidste. Kvartskornene er almindeligvis under 8 mm, men kan ses større. Meget mørke kvartskorn med udtalte indbugtninger er meget typiske for Ålands-kvartsporfyrer og ses næppe så udtalt andre steder.