accretion: Tilføjelse af materiale til en tektonisk plade ved en subduktionszone. Det kan dreje sig om havbundssedimenter, vulkanske øbuer eller seamounts (intet dansk ord).
aggregat: Samling af mange små mineralkorn til en større enhed.
agpaitisk: peralkalin, magmatisk bjergart med komplekse zirkonium- og titan-silikatersom katapleit, eudialyt og rosenbuschit. Sjældne jordarter er som regel også tilstede.
alkalifeldspat: Na-K-feldspat. Stabilt ved høje temperaturer, men kan afblandes ved lavere temperaturer hvis temperaturen falder langsomt. Herved dannes perthit.
AMCG-kompleks: Hovedparten af Jordens anorthositter stammer fra perioden 1800-1000 Ma. De forekommer ofte sammen med mangerit (pyroxenførende monzonit), charnockit (orthopyroxenførende granitlignende bjergart) og rapakivigranitter.
amfiboler: En gruppe mørke bjergartsdannende mineraler. Det mest almindelige er hornblende. Indeholder i modsætning til pyroxener H2O.
anatexis: Partiel opsmeltning af kontinental skorpe.
anorogen magmatisme: Magmatisme uden direkte tilknytning til bjergkædedannelse.
Ankaramit: En mørk vulkansk bjergart eller gangbjergart med basanitisk eller basaltisk sammensætning og med strøkorn af pyroxen og olivin, hvoraf sidtnævnte ofte er helt eller delvist omdannet til rødlig iddingsit eller serpentin. I typer fra Oslofeltet kan undertiden ses små plagioklaslister. Ankaramitter ses også i Skåne. Typelokaliteten er Ankaramy på Madagascar. www.alexstrekeisen.it
anorthit: Plagioklas bestående af 90-100 % Ca-feldspat og 0-10 % Na-feldspat.
anorthosit: Bjergart bestående af >90 % anorthit (Ca-feldspat). Resten er overvejende augit.
antiperthit: Afblandingsfænomen, hvor orthoklas-lameller (kalifeldspat) udskilles i en plagioklasfænokryst når ternær feldspat under afkøling bliver ustabil.
aplit: Finkornet granittype som overvejende består af kvarts og kalifeldspat. Den er dannet ved størkning af den sidste stadig flydende magma i et magmakammer. Mørke mineraler og plagioklas er allerede krystalliseret og findes derfor kun i ubetydelig mængde. Aplitter dannes når magmaen kun indeholder lidt vand. Mere vandholdige magmaer vil i stedet danne pegmatitter.
Betegnelsen bruges af og til ukritisk om alle finkornede granitter.
basisk: Magmatisk eller metamorf bjergart med 45-52 vægt % SiO2. Hvis der er mindre SiO2 er bjergarten ultrabasisk.
batholith: Intrusion af plutoniske bjergarter med et areal der er større end 100 km2.
BIF: Båndet jernmalm. Består af skiftende lag af jernmalm og chert - en slags mat flint.
biotit: Mørkt glimmermineral rigt på jern og magnesium. Omdannes let til grønlig chlorit.
boudins: Aflange, pølseformede fragmenter af et modstandsdygtigt lag i en bjergart, som har været udsat for extension (strækning) og derved delt i mindre stykker. Mellemrummene er udfyldt af de mere plastiske sidelag. Processen kaldes boudinage (fransk)
caldera: En stor, grydeformet fordybning som er dannet ved kombinationen af eksplosivt vulkanudbrud og nedstyrtning af ”låget” i magmakammeret.
chloritiseret: Omdannelse af mørke mineraler, især biotit, til chlorit som har en kølig grøn farve. Processen sker under grønskiferfacies-betingelser og er ofte af retrograd karakter (sker ved faldende tryk og temperatur).
CIPW-norm:Der er to principielt helt forskellige måder at angive en bjergarts mineralsammensætning på: den modale og den normative.
Ved den modale bruger man et tyndslib af bjergarten og bestemmer under mikroskop den arealmæssige fordeling af mineralerne.
Ved den normative går man ud fra en kemisk analyse af bjergarten. Man har her en liste over vægtfordelingen mellem de forskellige oxider. Disse tal skal først omregnes, så man får mængdeforholdet mellem molekylerne. Dernæst bruger man nogle indviklede beregninger til at bestemme, hvorledes krystallisatinen har fundet sted og hvilke mineraler det har ført til. CIPW henviser til de amerikanske geologer Cross, Iddings, Pirsson, og Washington, som beskrev en sådan fremgangsmåde i 1903. Oprindeligt var det et besværligt regnestykke, men i dag er der mange tilgængelige programmer på nettet, som gør arbejdet.
Det er vigtigt at forstå at det er et teoretisk regnestykke, som ikke behøver at afspejle virkeligheden 100%, men det er en god måde at karakterisere bjergartstyper på og sammenligne dem med hinanden. Metoden er specielt brugbar til vulkanske bjergarter, hvor grundmassen enten er så finkornet, at man ikke kan bestemme mineralerne eller evt. er størknet så hurtigt, at den består af vulkansk glas.
diagenese: Fysiske, kemiske og biologiske forandringer, der sker i sedimenter i den yderste del af jordskorpen (bortset fra forvitring). Afgrænsningen mod metamorfose, som er tilsvarende ændringer dybere i jordskorpen, er ikke fast. Blandt de processer, der er tale om, indgår cementering og kompaktering hvorved fx. sand omdannes til sandsten og ler til lersten eller skifer.
dolerit: Gangbjergart med mafisk sammensætning. Ofte plagioklasporfyrisk. Diabas bruges ofte som synonym.
domæne: Region, der defineres af fælles geologiske karakteristika.
duktil deformation: Det samme som plastisk deformation - dvs. deformation af en bjergart uden der kommer knusning eller brudlinjer. Det kræver at bjergarten er tilstrækkelig blød og plastisk. Det er tilfældet ved dybder på 10-15 km og dybere. Højere oppe i skorpen vil der i stedet forekomme sprød deformation (eng: brittle deformation).
epidot: Pistaciegrønt silikatmineral. Dannes ofte ud fra plagioklas ved hydrotermale processer.
euhedral: Mineralkorn som har sin egen form og ikke har taget form efter omgivelserne.
eutektiske punkt Det lavest mulige smeltepunkt for en blanding af to eller flere stoffer. Det opnås ved et bestemt mængdemæssigt forhold mellem stofferne. Man har da et eutektisk system.
eutaxitisk tekstur: Parallelle, let bølgende pimpstensslirer - såkaldte fiammes - i en ignimbrit. Opstået ved udvalsning og kompression af pimpstenselementer i en pyroklastisk strøm under og efter aflejringen.
Eutektisk: En eutektisk blanding har det blandingsforhold mellem to stoffer, hvor smeltepunktet er lavest. Temperaturen kaldes den eutektiske temperatur, og skæringspunktet mellem liquidus- og solidus-kurverne kaldes det eutektiske punkt "E". På kurven, som stammer fra "Gill: Igneous Rocks and Processes" ses et fasediagram for blandinger af diopsid og anorthit.
felsisk bjergart: Bjergart præget af felsiske mineraler.
felsiske mineraler: Lyse mineraler. ”fel” fra feldspat ”si” fra siliciumdioxid.
fiammes: Udvalsede pimpstensslirer i en ignimbrit.
fluider: Blanding af forskellige stoffer i superkritisk tilstand. Inden for geologien omfatter det næsten altid vand og kuldioxid hvortil kan komme fluorider o.a.
flydestruktur: Mere eller mindre udtalt parallellisering af aflange mineralkorn i en dybbjergart. Fremkommer ved at der, mens størkningen foregår, stadig er strømninger i magmaen tæt ved intrusionens grænseflade mod det omgivende grundfjeld. Ex. Lemlandgranit.
foider: Magmatiske bjergarter som er undermættet mht. Si. De indeholder derfor ikke kvarts, men et eller flere af de såkaldte feldspatoider, hvoriblandt nefelin og leucit er de mest almindelige. Foider findes i den nederste trekant i QAPF-diagrammet.
fænokryst: Mineralkorn i en magmatisk bjergart som er betragteligt større end den omkringliggende matrix. Hvis matrix er tæt eller meget finkornet, har man en porfyr. Hvis matrix er kornet og har granitisk sammensætning, fås en granitporfyr eller en porfyrisk granit.
grafisk tekstur: Speciel tekstur som kan opstå, når to stoffer krystalliserer synkront ved det eutektiske punkt. Det drejer sig typisk om kvars og kalifeldspat, og sammensætningen er ca. 30% kvarts og ca. 70% kalifeldspat. Kvartsen danner runelignende elementer i kalifeldspatten, og orienteringen af krystalgitrene for begge stoffer er ens over store områder. Grafisk tekstur opstår ved størkning af den sidste flydende del af magmaen i et magmakammer
gråvakke: Dårligt sorteret sandsten med indhold af feldspat og lermineraler. Dannet ved aflejring af submarine slamstrømme.
halo: Lysende ring omkring objekt.
historisk geologi. Den gren af geologien, der undersøger Jordens udvikling, dannelse og forandringer gennem tiden, herunder livets udvikling (evolution), palæoklima og pladetektonik. Den rekonstruerer fortidens miljøer ved at studere bjergarter, fossiler og aflejringer for at forstå, hvordan Jorden er blevet til det, den er i dag, ofte ved hjælp af det aktualistiske princip.
hotspot: Et område i Jordens kappe, hvor varmt materiale fra dybet stømmer op mod Jordens skorpe (mantle plume) og opvarmer den, så der opstår vulkanisme.
hydrotermal
alteration: De ændringer i mineralsammensætning og tekstur der sker i en bjergart som påvirkes af vandige fluider.
hälleflint: En lokal svensk betegnelse for moderat omdannede sure, vulkanske bjergarter. Hälleflint er sædvanligvis lys, ofte båndet og så finkornet, at mineralkorn ikke kan skelnes med det blotte øje. Der er ofte delvist udtværede strøkorn af feldspat og evt. kvarts.
idiomorf: Strøkorn (fænokryst) eller krystal med veludviklet krystalform bestemt af den indre krystalstruktur og ikke af andre mineralkorn.
ignimbrit: Den bjergartstype som dannes når en pyroklastisk strøm aflejres. Kan have mange forskellige fremtoninger: porøs eller flintagtig. Få eller mange strøkorn og xenolither. Nogle ignimbritter har fiammes - andre ikke. Der er ført mange meningsløse diskussioner om hvorvidt en sten er en porfyr eller en ignimbrit - meningsløs fordi den sagtens kan være begge dele.
intermediær: Magmatisk eller metamorf bjergart med 52-63 % SiO2.
intrusion: Dækker både over den proces at magma trænger ind i allerede eksisterende bjergarter, og over det magmatiske legeme der dannes når den intruderede magma størkner.
isotropisk: Uden nogen foretrukken retning - dvd. ikke foliering elle flydetekstur.
karlsbadtvillinger: Todelte krystaller af alkalifeldspat. De to krystaller vokser ud til hver sin side fra et spejlplan, som dog oftest har nogle knæk. Kun én halvdel ad gangen reflekterer lyset.
koncentrisk: Cirkler med samme centrum, men forskellig diameter.
korroderet kvarts: En ofte anvendt betegnelse for kvartskorn med dybe indbugtninger. Udtrykket forudsætter at indbugtningerne er sket ved opløsning af allerede dannet kvarts. Det er måske ikke tilfældet og udtrykket bør anvendes med varsomhed.
kvartsocelli: Kvartskorn med en ring af små hornblendekorn. Opstår ved opblanding af felsisk og mafisk magma.
lamprofyr: Mafisk gangbjergart, hvis strøkorn udelukkende består af mørke mineraler, fx augit, hornblende, biotit, olivin.
leptit: Metamorf bjergart, som dannes ved omkrystallisering af sure vulkanske bjergarter. I en leptit er mineralkornene synlige for det blotte øje - dette i modsætning til hälleflint. Leptit er en lokal svensk betegnelse, som især bruges om bjergarter i Bergslagen. Det er en ret anonym, grålig middelgrov bjergart, som kan være svær at bestemme.
leukogabbro: Gabbro er en bjergart som helt overvejende består af klinopyroxen (augit) og Ca-plagioklas. Hvis plagioklasindholdet er højt (> ca. 65 %) og bjergarten er lys, kan man tale om en leukogabbro.
mafisk bjergart: Bjergart med mere end 90 % mørke mineraler.
mafiske mineraler: Mørke mineraler. ”ma” fra magnesium og ”f” fra ferrum (jern). Eksempler er biotit (mørk glimmer), hornblende og augit.
magma: græsk: grød. Smeltet stenmasse med en temperatur på 600-1200°. Dannes ved delvis opsmeltning af bjergarter i den øverste del af Jordens kappe og i Jordens skorpe. Indeholder som regel også faste elementer i form af krystaller og xenolither.
magmakammer: Et område i Jordens skorpe, hvor de ellers faste bjergarter er erstattet af magma.
magmatisk bjergart: Bjergart dannet ved størkning af magma.
magmatisme: Processer omhandlende magmas dannelse, udvikling, bevægelse og størkning.
magmamingling: Opblanding af to magmatyper hvor de to typer hvirvles ind i hinanden, men grænsefladerne forbliver intakte.
magmamixing: Opblanding af to magmatyper så der dannes en ny homogen magma.
magmatisk differentiation: Ændring af magmaers kemiske og mineralogiske sammensætning. Vil typisk ske ved såkaldt fraktioneret krystallisation hvor mineraler med højeste smeltepunkt udfældes. Herved opstår en magma med højere indhold af SiO2.
magmatisk korrosion: Delvis opsmeltning af allerede dannede krystaller i en magma. Opstår pga. ændringer i magmaens kemiske sammensætning eller pga. ændringer i temperatur og tryk.
mantle plume: se hotspot
megakryst: Ekstra stor fænokryst (strøkorn).
metamorfose: Den omdannelse af faste bjergarter som sker uden opsmeltning under indflydelse af forhøjet tryk og temperatur dybt i Jordens skorpe.
miarolitisk hulrum: Uregelmæssigt hulrum i magmatisk bjergart med krystaller af især kvarts og feldspat, men der kan også være fx fluorit, epidot og turmalin. Krystallerne er som regel større end i den omkringliggende matrix.
Migmatit: En sammensat bjergart bestående af en metamorf del og en magmatiske del - oftest hhv. gnejs og granit. Læs mere her: Migmatitter
monomikt: Et konglomerat eller en breccie er monomikt, når klasterne består af én type bjergartsfragmenter. Hvis klasterne består af forskellige bjergartsfragmenter er konglomeratet/breccien polymikt.
monzonit: Intrusiv, magmatisk bjergart som indeholder stort set lige meget alkalifeldspat og plagioklas. Herudover ses lidt kvarts (<5 %) og mørke mineraler. Er kvartsindholdet større kaldes bjergarten kvartsmonzonit eller granodiorit (>20 %).
pegmatit: Gangbjergart med exceptionelt store mineralkorn. Indeholder ofte sjældne mineraler.
peralkalin: Peralkaline bjergarte har overskud af natrium og kalium i forhold til aluminium, hvilket ytrer sig i forekomsten af alkalirige pyroxen- og amfibol-mineraler som fx ægirin og arfvedsonit.
perthit: Blanding af næsten ren albit (Na-plagioklas) og K-rig alkalifeldspat. De to mineraler ligger som regel som tilnærmet parallelle bølgende plader. Dannes i langsomt afkølede alkalifeldspatkrystaller.
petrologi: Fagområde inden for geologi som angår studiet af bjergarter og dannelsen af dem.
plagioklas: Består af en blanding af Na-plagioklas (albit) og Ca-plagioklas (anorthit). De to elementer kan blandes i alle forhold. Sammensætningen præciseres ofte med angivelsen af %-del anorthit.
pleochroisme: Et optisk fænomen, hvor en sten eller et krystal viser forskellige farver eller farvetoner, når man betragter den fra forskellige vinkler.
polymikt: Et konglomerat eller en breccie er polymikt, når klasterne består af forskellige bjergartsfragmenter. Hvis klasterne består af samme bjergartsfragmenter er konglomeratet/breccien monomikt.
polysyntetiske tvillinger: Ultratynde lameller med helt retliniede kontaktflader. Ses kun i plagioklas.
provins: Stort, afgrænset geografisk område, hvor der er dannet store mængder af beslægtede magmatiske bjergarter (magma/lava) inden for et relativt kort tidsrum, ofte relateret til en fælles geologisk begivenhed, som fx et stort vulkanudbrud eller pladetektoniske begivenheder.
pseudofluidal tekstur: Farveforskelle i en ignimbrit forårsaget af forskellig grad af rekrystallisation i grundmassen. Farveforskellene kan forekomme i strøg parallelle med hinanden og med eventuelle pimpstensslirer, hvilket er det almindeligste. Hvis der er tale om en rheoignimbrit, kan der forekomme mere turbulente mønstre.
Tidligere troede man, at farveforskellene var betinget af flydning i endnu ikke størknet lava, hvorfor man brugte betegnelsen fluidal tekstur, som stadig anvendes mange steder.
pyroklastisk strøm: Op til 1000° varme strømme af vulkansk materiale, varm luft og materiale fra omgivelserne, som drevet af tyngdekraften bevæger sig ned ad vulkanens sider og videre ud i de lavest liggende dele af landskabet med en hastighed på flere hundrede km/t. Når materialet falder til ro og konsolideres, dannes ignimbritter.
pyroxener: En gruppe mørke bjergartsdannende mineraler. Det mest almindelige er augit. Indeholder i modsætning til amfiboler ikke H2O.
pyterlitisk tekstur: Runde eller kantede alkalifeldspatmegakryster omgivet af kædedannende, kantede kvartskorn. Udtrykket er problematisk, fordi det betegnelsen refererer til pyterlitter, som jo altid har ovoider, men typisk anvendes om bjergarter med mere kantede megakryster.
rapakivitekstur: Runde strøkorn af alkalifeldspat med en smal ring af plagioklas. Findes selvfølgelig i mange rapakivier, men kan også ses i andre magmatiske bjergarter - fx Filipstad-granit.
redox-potentiale: Redoxreaktioner er alle kemiske reaktioner hvor atomer får deres oxidationstrin ændret. Det sker ved overførsel ef elektroner fra et atom til et andet. Det atom, der afleverer elektroner får en mere positiv ladning - det oxideres selv og virker reducerend. Modsat får det atom, som modtager elektronen, en mere negativ ladning - det reduceres, mens det stof der afgav elektronen oxideres. Hvis en magma er tilbøjelig til at virke oxiderende siges den at have et positivt redox-potentiale. Hvis magmaen er tilbøjelig til at virke reducerende ,har den et negativt redox-potentiale. Tholeitisk magma virker reducerende, mens kalk-alkalin magma virker oxiderende. Derfor vil Fe+2 -ionerne i en kalk-alkalin magma oxideres til Fe+3 og udfældes som jernoxider. Herved forskydes ligevægten mellem Mg og Fe ikke, når der under afkølingen udfældes Mg-rige oliviner og orthopyroxener. Derfor bevæger magmaens sammensætning sig direkte mod alkalihjørnet i AFM-diagrammet. I modsætning hertil bevæger den tholeitiske magma sig først mod Fe-hjørnet inden den drejer mod alkalihjørnet.
rhyolit: Vulkansk bjergart med samme kemiske sammensætning som granit. Fremstår typisk som porfyrer med strøkorn af kvarts og feldspat. Ofte ses parallelle pimpstenslirer - såkaldte fiammes. De fleste rhyolitter er født som ignimbritter - dvs. at de er opstået ved voldsomme vulkanudbrud med pyroklastiske strømme.
rheoignimbrit: En ignimbrit, som er varm nok til at flyde videre som en slags lavastrøm, når askepartiklerne er svejset sammen. Herved kan eutaxitisk og pseudofluidal tekstur få et mere turbulent karakter.
saussuritisering: Saussurit er et mineralaggregat dannet ved hydrotermal alteration af Ca-plagioklas, som herved omdannes til saussurit. Oprindeligt mente man, at saussurit var et selvstændigt mineral. Det har siden vist sig at bestå af en blandning af albit/oligoklas, zoisit og epidot med varierande mængder af calcit, sericit og calciumaluminiumsilikater, som ikke tilhører epidotgruppen.
seamount: Undersøiske bjerge dannet over hotspots.
sericitisering: Sericit er et kornet glimmermineral. Det optår først og fremmest ved hydrotermal alteration af plagioklas. Under processen tilføres kalium. Typisk er processen, som kaldes sericitering, associeret med tilstedeværelsen af hydrotermalt aflejrede kobber- og tinmineraler mm.
sfærulit: Stjerneformet struktur med trådformede krystaller som vokser radiært ud fra et lille mineralkorn. Fænomenet ses oftest i rhyolitter og opstår enten ved hurtig krystallisation i en magma der udsættes for hurtig afkøling, eller som en senere rekrystallisation i en magma der er afkølet så hurtigt at den er størknet som vulkansk glas.
skeleteret: Krystal eller fænokryst med stort set intakt overflade, men med et system af forbundne hulrum fyldt med andre mineraler.
subduktion: Den proces hvorved en lithosfæreplade glider ind under en anden.
superkritisk: Den tilstand som et stof har når det opvarmes til over den kritiske temperatur ved det kritiske tryk. For vand er det 374°C under et tryk på 221 bar.
sur: Magmatisk eller metamorf bjergart med mere end 63 % SiO2.
syenit: Intrusiv, magmatisk bjergart med samme sammensætning som granit bortset fra, at kvartsindholdet er lavere - definitionsmæssigt <5 %. Hvis kvartsindholdet er mellem 5% og 20% kaldes bjergarten en kvartssyenit.
tekstur: En bjergarts mikrostruktur - altså den måde man kan beskrive et håndstykke af en bjergart på. Det drejer sig om hvilke mineralkorn der er til stede, hvordan er deres størrelse, form og farve, og hvordan er deres lejring i forhold til hinanden.
titanaugit: Indeholder 3-6 vægt-% titan i modsætning til almindelig augit, som kun indeholder 0,5-0,8%. Findes især i alkalibasaltiske bjergarter og udviser blegbrun/lilla pleochromisme.
titanium: Det 11-mest almindelige grundstof i Jordens skorpe (ca. 0,5 vægt-%). Det findes især i form af ilmenit (et sort metalglinsende mineral med formlen FeTiO3) og rutil (et rødt eller næsten sort mineral med metalagtig diamantglans og formlen TiO2). Rutil danner ofte nåleformede krystaller, som kan være indesluttet i andre mineraler fx kvarts, som herved får et blåligt skær. Titanit har formlen CaTiSiO5 og findes som accessorisk mineral i mange magmatiske og metamorfe bjergarter. Det danner konvolut- og kileformede krystaller, som oftest har en gullig farve og og kan være meget tydelige. Alle de nævnte mineraler findes i tungsandsforekomster.
tonalit: Granitoid bjergart, hvor stort set hele feldspatindholdet udgøres af plagioklas. Tonalit fremtræder almindeligvis som en mellem-til mørkegrå bjergart - ofte med et ret højt (20-30%) indhold af mørke mineraler (horn-blende og biotit). Bjergarten er særdeles udbredt i arkæiske jordskorpeområder. De lyse slirer i mafiske migmatitter består også af tonalit.
Tornquist-zonen: Tornquistzonen (eller Tesseire-Tornquist-zonen) strækker sig fra Sortehavet gennem Polen til den sydlige Østersø, hvor den deler sig i en nordlig gren, som kaldes Sorgenfrei-Tornquist-zonen og en sydlig gren, som kaldes Den Transeuropæiske Forkastningszone. Mellem disse to grene, hvor det meste af Danmark ligger, er grundfjeldet forskudt i dybet og dækket af mesozoiske og cænozoiske sedimenter. I Sverige løber Sorgenfrei-Tornquistzonen diagonalt gennem Skåne fra sydøst til nordvest og betragtes som grænsen mellem landskabsformerne, der er typiske for Sverige og landskabsformerne, der er typiske for Danmark og det europæiske kontinent.
trachytisk tekstur: Betegner egentlig den tekstur, som man typisk finder i trachyter, nemlig parallel anordning af meget små rektangulære feldspatkrystaller i en meget finkornet eller glasagtig grundmasse. Bruges dog ofte også om tilsvarende parallelorientering af aflange feldspatkrystaller i mere grovkornede bjergarter.
troktolit: Mafisk dybbjergart som overvejende består af Ca-rig plagioklas og olivin. Hertil kommer lidt pyroxener.
xenokryst: Krystal af fremmed mineral i magmatisk bjergart.
xenolith: Fragment af fremmed bjergart i magmatisk bjergart.
xenomorf: Fænokryst uden veludviklet krystalform. Opstår fordi krystallisationen i nogle retninger standses af allerede dannede krystaller.