Denne gruppe af granitiske til granodioritiske bjergarter intruderedes i det ældre grundfjeld i 1.465-1.426 Ma - dvs. i relation til Den Danopoloniske Orogenese. Det drejer sig i hovedsagen om udeformerede granitter, men undertiden ses kvartsgranulering og mørteldannelse som tegn på at Den Danopoloniske Orogenese ikke var helt tilendebragt, da granitterne intruderedes.

Granitten findes i to store adskilte intrusioner samt en del mindre forekomster.

Karlshamn-granit.

Karlshamn-granit findes i det ene af de to hovedområder ligger nord for Karlshamn. Det drejer sig om en øjegranit med megakryster af perthitisk alkalifeldspat (mikroklin) på op til 5 cm (i sjældne tilfælde op til 10 cm). Øjnene udgør som regel mere end 30% af bjergarten (10-50%) og er oftest uregelmæssigt rektangulære og ofte karlsbadtvillinger. De svømmer i en granodioritisk mellemmasse med mere eller mindre biotit, som typisk danner netagtige mønstre. Alkalifeldspatmegakrysterne er ofte ensrettede og biotitten ligger i parallelle slirer, så bjergartens fremtoning bliver let gnejset. Kvartskornene er grålige til røgfarvede, men kan også have et blåligt/violet skær. De måler op til 10 mm. Plagioklasen er ofte kraftigt seriticeret og fremstår så mathvid - ofte med et let grønligt skær pga. delvis omdannelse til epidot. Der er ofte rigeligt af små plagioklasafblandinger inde i de store alkalifeldspatter. Der ses ofte rigeligt titanit, magnetit og apatit.

Eringsboda-granit

Eringsboda-granit indtager det andet hovedområde, som ligger lidt mod nordøst omkring byen Eringsboda. Her er alkalifeldspatmegakrysterne generelt lidt større og mindre aflange. Nogle har en lys ring af plagioklas (rapakivitekstur), der kan være hornblende ud over biotit og tegn på ensretning af megakryster og biotit mangler. Afvigelserne i forhold til den egentlige Karlshamn-granit er små og usikre.

Yasjö-granit

Typer mere præget af deformering findes i et lille isoleret strøg ved Yasjön SØ for Eringsboda-intrusionen. Her er kalifeldspaterne er mere ovale end cirkelrunde og biotitten ligger i parallelle slirer, så bjergarten begynder at minde om en øjegnejs. Der er flere mørke mineraler inkl. hornblende og diverse accesoriske mineraler såsom titanit og magnetit.

Forvekslingsmuligheder:

Selv ikke i sin typiske fremtoning med store uregelmæssigt, kortrektangulære alkalifeldspatøjne i sarte farver er Karlshamngranit nogen helt pålidelig ledeblok. Der er mange varianter, og mange af disse - både typer med ekstra mange parallelle alkalifeldspatter og mere enskornede typer - kan ikke typebestemmes.

Typiske Karlshamn-granitter kan forveksles med de typer af Revsundgranit, som har rødlige alkalifeldspatmegakryster (Björnagranit). Øjnene i Revsundgranit er mere regelmæssigt rektangulære og ofte med større forskel mellem længde og bredde, ligesom biotit som regel er samlet i mere kompakte reder end det ses i Karlshamn-granit. De porfyriske granitter i Askersundsuiten (Graversforsgranit m. fl.) har mere dybtfarvede alkalifeldspatter og mørkere mellemmasse. Rätangranit kan være en farlig dobbeltgænger. Det samme gælder Fellingsbrogranit og lignende typer fra Midtsverige. I øjegnejser er feldspatøjnene trukket ud i to modsatrettede tunger bestående af feldspatkorn, kvartsen er granuleret og mørke mineraler er lejret i parallelle striber, så hvis man husker at bedømme en sten både fra siden og fra fladen, burde øjegnejs ikke udgøre et problem.