Spinkamåla-, Jämshög og Halengranitterne stammer fra mindre intrusioner vest for Karlshamnmassivet. De har samme alder som denne (ca. 1,45 Ga), men adskiller sig betydeligt i udseende. Det er nogenlunde enskornede bjergarter med rødliggrå alkalifeldspat, grålig plagioklas, grå/blålig/røgfarvet kvarts og temmelig sparsom biotit, men ingen hornblende. Nogle af alkalifeldspaterne er slanke rektangler, som næsten alle er karlsbadertvillinger og de er i en vis udstækning parallelt orienterede - især i de mere storkornede typer.

Forskellen på de tre typer ligger i størrelsen af alkalifeldspaterne, som i Spinkamålagranitten som regel er 6-8 mm (max 10 mm), mens de I Halengranit måler ca. 15 mm og i Jämshög-granit endda en smule større. Denne beskedne forskel gør imidlertid, at de to typer tager sig ret forskelligt ud:

Spinkamålagranit virker homogen og ligner en let broget Stockholmgranit og visse typer Bohuslengranit. Spinkamålagranit kan kendes fra disse på de lange, smalle rosafarvede alkalifeldspatstrøkorn, som villigt reflekterer sollyset og afslører tvillingedannelsen. Med lup ses Spinkamålagraniit ofte at være ganske spraglet, fordi den delvist seriticerede plagioklas er grønlig pga. omdannelse til epidot.

I Halen- og Jämshög-granit ses de enkelte alkalifeldspatstrøkorn tydeligt og de ligger mere eller mindre parallelt tæt sammenklumpede med en meget beskeden mængde mellemmasse. Strøkornene er kun sjælden knivskarpt afgrænsede og har ofte mere uregelmæssige former. Seriticeret plagioklas bidrager også til det ofte noget uldne fremtoning. Farven svinger fra den grålige til grumset rosarød. Det er ikke nogen let bjergart at identificere - måske derfor er løsblokke et sjældent syn!