Niels Viggo Ussing var en dansk geolog, der trods sit alt for korte livslob, han blev kun 47 år, var i stand til at bane helt nye veje for den geologiske forskning i Danmark, veje som rykker helt frem til vor egen tid; i særlig grad inden for de geologiske discipliner petrografi og Danmarks geologi, og her særligt med hensyn til kvartærgeologi.

N. V. Ussing tog embedseksamen i 1886, og efter en som mineralog til Upernavik-distriktet blev han året efter 2. assistent for prof. Johnstrup på Mineralogisk-Geologisk Museum, som dengang lå i Nørregade. For at uddanne sig yderligere tilbragte han herefter to år med at studere hos Europas førende videnskabsmænd: P. Groth i München, H. Rosenbusch i Heidelberg og W. C. Brøgger, som på det tidspunkt var i Stockholm.
Efter sin hjemkomst til København blev Ussing ud over sin stilling ved Mineralogisk Museum knyttet til den netop oprettede D.G.U. og ledede i 2 somre korttegningen af Nordfyns kyst fra Nyborg til Middelfart. Umiddelbart derefter rykkede han op som 1. assistent.
I 1890 blev han ansat som docent i mineralogi ved Kobenhavns Universitet, for at afholde universitetsforelæsninger i mineralogi og geologi med det formål at aflaste den aldrende og stærkt optagne professor Johnstrup. Dengang blev professorer ikke pensioneret, men virkede til deres død.
Ussing efterfulgte Johnstrup om professor i mineralogi fra 1895 og fik bl. a. som opgave at udarbejde lærebøger til undervisningen. Hans klare og omhyggelige fremstilling og logiske tankegang gjorde disse bøger meget anvendte, ikke mindst hans populære "Danmarks Geologi i almenfatteligt Omrids" fra 1899. Hans bog "Vulkaner og Jordskælv" fra 1904 betegnes ligeledes som et mønster på en populær bog. 
Han efterfulgte også Jonstrup som bestyrer af Mineralogiske Museum; han kom derved til at afslutte den af Johnstrup påbegyndte indflytning og ordning af universitetets mineralogiske og geologiske samlinger i den nye museumsbygning i Øster Voldgade.
Kort efter sin tiltrædelse som professor udvirkede Ussing, at D.G.U. blev udskilt fra universitetet - dog i bofællesskab med Mineralogisk Museum indtil 1920.

Ussings hovedforskningsemne var de sydgrønlandske nefelinsyenitter, og resultaterne publiceredes i disputatsen "Alkalifeldspaterne i de sydgrønlandske Nefelinsyeniter og beslægtede Bjærgarter" (1893) samt i monografien "Geology of the Country Around Julianehaab, Greenland" (1912) om bl.a. Ilímaussaq-komplekset, et af den internationale geologis klassiske værker, hvori lagdelte alkaline intrusioner for første gang beskrives.
Ussing udstak desuden nye hovedlinjer for Jyllands kvartærgeologi i "Om Jyllands Hedesletter og Teorierne for deres Dannelse" (1903), hvori han mesterligt godtgør, at hedesletterne er flodsletter, dannet af smeltevandsfloderne fra en isrand, der strakte sig fra Bovbjerg østpå til Viborg og derfra sydpå midt igennem Jylland og nu ofte kaldes den Ussingske israndslinje. Senere udkom "Om Floddale og Randmoræner i Jylland" (1907).

Jenden, Erik Schou: N. V. Ussing, en geologisk pioner

Kristiansen, Erik: N.V. Ussing i Lex på lex.dk

Wikipedia