Polyhistoren Niels Steensen regnes for en af Danmarkshistoriens største videnskabsmænd. Han gjorde store opdagelser indenfor zoologi, anatomi og geologi. Han betragtes som en af geologiens grundlæggere.
Niels Steensens far var guld- og sølvsmed og havde sin bolig og virksomhed i København ikke langt fra Rundetårn. Faderen døde tidligt, men moderen giftede sig succesivt med nye guldsmede for at holde forretningen i gang. Der vides ikke meget om Steensens barndom. Angiveligt var han fysisk svag og havde et skrøbeligt helbred, men til gengæld en god begavelse og klæbehjerne. Han var meget interesseret i de voksnes samtaler, og det blev bemærket, at han stillede kloge spørgsmål.
I 1648 begyndte Niels Steensen på Latinskolen ved Vor Frue Kirke i København, hvor blev undervist i græsk, latin, filosofi og matematik. Han udviste særlig interesse og evner, hvad matematik angik. Han blev optaget som medicinstuderende ved Københavns Universitet i 1656. Han valgte Thomas Bartholin som sin vejleder. Under sine studier havde han adgang til Bartholins private samling, private biblioteker og Universitetsbiblioteket. I 1659 blev Steno udkaldt sammen med andre studerende for at forsvare København mod svenskerne som man var i krig med, men han fandt også tid til at læse adskillige vigtige videnskabelige bøger. Vi kender de bøger, som Steno arbejdede med, da vi har hans notater, det såkaldte ”CHAOS” manuskript, som blev udgivet in extenso af August Ziggelaar SJ i 1997. ”CHAOS” manuskriptet afslører, at Steno besøgte Det Kgl. Kunstkammer på Københavns Slot. I dette museum indgik professor Ole Worms internationalt berømte samling, kendt som Museum Wormianum, som var domineret af naturalia, dvs. mineraler, fossiler (f.eks. glossopetrae), planter og dyr.
I 1660 tog Steno til Holland for at få en doktorgrad i medicin. Foruden sin opdagelse af ductus stenonianus, forsvarede han samme år en lille afhandling om varme kilder, ”Disputatio Physica De Thermis”, på Universitetet i Amsterdam og tog videre til Universitetet i Leiden for at fuldende sine medicinstudier. Steno fik senere sin doktorgrad i medicin in absentia, mens han var i Paris fra 1664-1665.
I sommeren 1665 rejste han til Montpellier i Sydfrankrig, hvor han blev vinteren over. I begyndelsen af 1666 tog han til Toscana i Norditalien, hvor han blev vel modtaget i Pisa af Storhertug Ferdinando II og hans familie. Pisa havde et lille naturhistorisk museum, Galleria de Semplici. Her tilbragte Steno noget tid i 1668 og 1671-1672 med at ordne og kuratere samlingen af mineraler etc., så den kunne koordineres med den samling af mineraler og fossiler som befandt sig i Palazzo Pitti i Firenze. Hans arbejde blev senere dokumenteret i ”Indice di Cose Naturali”, som er et ufuldstændigt katalog over den naturhistoriske samling indbefattet prøver som Steno selv havde samlet og kurateret.
Fra Pisa rejste Steno til Firenze inden han tog videre til Rom. Her mødte han jesuitten Athanasius Kircher, hvis arbejde om magnetisme han havde læst og skrevet uddrag af som studerende. Kircher forsøgte at anskueliggøre sine mange ideer i et museum, Museum Kircherianum, som indeholdt mange sjældne genstande, deriblandt fossiler. Steno kritiserede og afviste Kirchers ideer om Jorden, i særdeleshed Kirchers teori om bjergenes organiske oprindelse.
Tilbage i Firenze viede Steno sin tid til anatomiske studier. Han deltog også i møderne i Accademia del Cimento, som fandt sted i Palazzo Pitti. Her så han samlingen, som indbefattede mineraler og fossiler, (f. eks. glossopetrae fra Malta). Han havde netop afsluttet sin afhandling om musklerne, ”Elementorum Myologiae Specimen”, da han modtog hovedet af en stor haj, som var blevet fanget uden for Livorno. Med udgangspunkt i sine studier af hovedet, skrev han en artikel ”Canis Charchariae Dissectum Caput”, som blev udgivet i 1667. Steno sammenlignede hajens tænder med glossopetrae og genkendte disses oprindelse som hajtænder. Således kom han til sin konklusion ved at bruge det senere velkendte videnskabelige princip ”nutiden er nøglen til fortiden”. Hans artikel blev illustreret af to plancher fra en upubliceret afhandling om den naturhistoriske samling i Vatikanet ”Metallotheca Vaticana”, af Michaelis Mercati. Imidlertid havde andre opdaget fossilers organiske oprindelse før Steno, f. eks. Leonardo da Vinci og Fabio Colonna.
Steno forlod så Firenze for at tage områdets geologi i nærmere øjesyn, og begyndte med byens omgivelser. Stenos feltarbejde skulle vise sig at blive vigtigt for hans senere omdømme og renommé. De konklusioner, som han kom frem til, baseret på observationer af lagserien i Toscana og dens indhold af fossiler, gjorde ham i stand til at grundlægge den geologiske videnskab stratigrafi. Hans superpositionsprincip blev senere beskrevet og illustreret i ”De Solido”. Vi ved, at Steno samlede mange fossiler, især muslinger og snegle fra tertiær- og kvartæraflejringer i Toscana.
Stenos videnskabelige fremstød blev kortvarigt afbrudt af hans beslutning d. 2. november 1667 om at blive katolik. Han blev firmet d. 8. december 1667, og dagen efter genoptog han sit feltarbejde. Han tog først til Pisa, hvor han samlede fossile muslinger mm langs med vejen til Volterra, kendt for sine mange fossiler og solfatarer. Fra Volterra fortsatte han til øen Elba.
Stenos viden om de økonomisk vigtige mineralforekomster på denne ø er dokumenteret i ”CHAOS”- manuskriptet, og hans besøg på øen i 1668 dokumenteres i et brev og i ”Indice”. På Elba findes smukke krystaller fra mange forskellige mineraler. Det er således ikke mærkeligt at Steno valgte bjergkrystaller og hematitkrystaller til en illustration af sit krystallografiske arbejde i ”De Solido”, idet han afslørede ”Stenos lov” om den konstante vinkel mellem krystalflader.
”De Solido Intra Solidum Naturaliter Contento Dissertationis Prodromus” var et foreløbigt arbejde skrevet i hast i løbet af to måneder og udgivet i 1669 og 1679. Ifølge Steno indeholdt det det vigtigste af det, han havde nået at gøre færdig. Han havde planlagt en større geologisk afhandling, men var ude af stand til at færdiggøre den, fordi han ikke havde nok tid. Desværre er hans notater til dette større værk aldrig blevet fundet. I vore dage er ”De Solido” opført blandt de vigtigste naturvidenskabelige arbejder i verden.
I november 1668 rejste Steno fra Firenze til Rom og mødtes der med Athanasius Kircher. Han fortsatte til Napoli, hvor han sandsynligvis besøgte Vesuv, før han tog tilbage til Firenze. Tidligt i 1669 forlod Steno Firenze for at tage på endnu en lang rejse dels for at lave feltarbejde, og dels for at inspicere økonomisk vigtige geologiske lokaliteter. I midten af maj 1669 ankom han til hoffet til storhertugens søster, ærkehertuginde Anna de’Medici. Om sommeren plejede hendes hof at forlægge residensen til slottet Ambras, syd for Innsbruck. Dette slot indeholdt en af de vigtigste samlinger i Europa inklusive et Wunderkammer med spektakulære mineraler og fossiler, et godt sted for en geolog at planlægge feltarbejde.
Foruden at dissekere og undervise inspicerede Steno salinaer (steder hvor saltkrystaller udfældes ved fordampning af stærkt saltholdige vand), sølv-, bly- og tinminer i nærheden af Innsbruck, og en smaragd-lokalitet i Habachthal i nærheden af Salzburg. Denne lokalitet ligger omkring 2000 m. over havets overflade, og var ikke let tilgængelig på Stenos tid, men takket være ”Indice” ved vi, at han har været der og samlet prøver. Han inspicerede også guld- og sølvminer i Banská Stiavnica og Kremnica og indsamlede prøver, som er opført i ”Indice”.
”Indice” er værdifuld for eftertiden fordi det giver et indblik i Steno’s rejser og hvad han så i denne periode af sit liv – som vi ellers ved meget lidt eller ingenting om. Kataloget blev ikke færdiggjort inden Steno forlod Firenze i 1672 for at tiltræde en stilling som kongelig anatom i København. Han forlod København i 1674 og tog tilbage til Firenze via Holland. I 1675 undergik hans liv en betydningsfuld forandring, da han blev præsteviet.
Med Stenos død i 1686 gik hans videnskabelige geologiske arbejder i glemsel uden for Italien indtil 1823, da Alexander von Humboldt var den første til at fremhæve ham som grundlæggeren af faget geologi. Når vi ser på Stenos vigtige bidrag til geologi som videnskab, synes denne anerkendelse retfærdig. Det varede helt til 2004 før han blev hædret på den 32. Internationale Geologi Kongres i Firenze for sine opdagelser inden for stratigrafi og krystallografi.
Andersen, Jesper Brandt: Niels Steensen. Kongelig anatom og fyrstelig geolog. 2021
Brix, Johannes; Engelbrecht, Nils; From, Jesper: Niels Steensen i Lex på lex.dk
Cutler, Alan . STENO – En biografi om ana-tomen og præsten Niels Steensen, der løste gåden om strandskallerne på bjergtoppene. På dansk ved Werner Svendsen. Gyldendal 2006
Hansen, Jens Morten: Steno og moderne videnskabsteori. Videnskab.dk 2012
Thomsen, Elsebeth: Niels Steensen og geologi.2014