Erik Schou Jensen var en dansk geolog, uddannet cand.mag. med geologi som hovedfag ved Københavns Universitet i 1965. Fra 1970 var han ansat som lektor ved Københavns Universitet og i 1981 blev han ansat på Geologisk Museums med den hovedopgave at varetage kontakten til offentligheden. Schou havde en særlig interesse for de store linier inden for geologien, især regionalgeologien, kontinenternes vandring og de dertil knyttede forekomster af vulkaner og jordskælvszoner. Han var flere gange i Grønland og var bl. a. med i kortlægningen af de vulkanske bjergarter omkring Kvanefjeldplateauet. Hans største forskningsmæssige indsats lå i Oslofeltet, hvor han bl. a. lavede en geologisk kartering af Jeløya og nærliggende øer i Oslofjorden. Efterhånden som hans enestående evner som formidler blev udnyttet i højere og højere grad blev det sværere for ham at færdiggøre de mange forskningsprojekter. Det var derfor en lettelse for Schou, at han i 1997 fik forskningsfritagelse, så han fuldt ud kunne bruge sine kræfter på formidlingsopgaver. I 2004 fik han tildelt H.C. Ørstedmedaljen i bronze for sin formidling af vanskelige geologiske emner.
Schou var en meget inspirerende underviser. Han elskede sin geologi og smittede alle ved sin begejstring og energi, og det forekom ham naturligt at udstrække sine kurser og ekskursioner til også at omfatte lokale foreninger og stenklubber, Danmarks Lærerhøjskole og folkeuniversiteter rundt i landet, som fx i København, Roskilde, Odense, Århus, og Ålborg, og på folkeuniversitetscentret i Skærum Mølle. Han arrangerede talrige geologiske studierejser til Middelhavet (Kreta og Santorini), De Kanariske Øer, Norge, Sverige og Grønland, og ledede siden 1995 geologiske minikrydstogter til Syd- og Vestgrønland med skibet Kisaq. Det var under en sådan tur, at han sammen med yderligere en deltager omkom, da en gletsjersø pludselig udtømtes og skyllede mange af deltagerne i havet.
Erik Schou Jensen kom i 2006 med en nyfortolkning af klassikkeren "Sten i Farver" på Politikens Forlag. Denne bog er ikke bare en masse stenfotos med navne, men en fremragende indførsel i geologiens verden.