Svens StrandstensSite
Arne Noe-Nygaard (1908-1991)

Arne Noe-Nygaard var en dansk geolog. Han tog magisterkonferens i geologi 1933. Ligesom for andre geologer var feltarbejde af afgørende betydning, og han deltog fra 1929 i flere ekspeditioner til Grønland, Island og Færøerne. Efter 1938 at være blevet assistent ved Danmarks geologiske undersøgelse påbegyndte han en systematisk geologisk kortlægning af Færøerne. I 1940 udnævntes til afdelingsgeolog og havde ledelsen af borearkivet og forestod bl.a. boringerne efter kul på Bornholm. I 1942 blev han udnævnt til professor i mineralogi ved Kbh.s univ. og bestyrede universitetets mineralogiske museum til 1977. I alle årene som museumsleder arbejdede Arne Noe-Nygaard med udbygning af det mineralogisk-geologiske museum. Udstillingen blev ombygget og fik en langt mere publikumsvendt form end tidligere, og de laboratoriemæssige forhold der var afgørende for den geologiske forskning blev udbygget og moderniseret. Herfter blev han i 1978 professor i dynamisk geologi. Det var i en periode, hvor dansk geologis virkefelt udvidedes betydeligt med ham som primus motor. Grønlands Geologiske Undersøgelse blev etableret i 1946, og faget geologi ekspanderede ved Københavns Universitet.

Foruden disputatsen forfattede Arne Noe-Nygaard over 100 afhandlinger om Grønlands, Islands og Færøernes geologi. Ved en meget stor del af disse arbejder var hans interesse fokuseret på Nordatlantens basaltgeologi, og Danmarks geologiske undersøgelse har udarbejdet geologiske kort over Færøerne i samarbejde med ham. Han har endvidere udgivet bøger om geologi, mineralogi, strandsten og vulkaner.

Under anden verdenskrig var Arne Noe-Nygaards politiske holdning over for besættelsesmagten klar, og han var medlem af Danmarks frihedsråd 1943, af Frit Danmarks hovedledelse 1943-46, af Sydslesvigsk udvalg 1945-47 og af bestyrelsen for Frihedsfonden fra 1945.

Arne Noe-Nygaard var 1930-31 og 1940-43 medlem af bestyrelsen for Dansk geologisk forening (formand 1952-53), Dansk geofysisk forening 1938-44 (formand 1950-52), Det kgl. geografiske selskab 1946-56, af kommissionen for videnskabelige undersøgelser i Grønland 1944-75 (af dennes forretningsudvalg 1948-66), af redaktionsudvalget for Meddelelser om Grønland 1955-66 og af bestyrelsen for Arktisk institut i Kbh. 1954-69


Kristiansen, Erik: Arne Noe-Nygaard i Lex på lex.dk. Hentet 7. februar 2026 fra https://lex.dk/Arne_Noe-Nygaard

Wikipedia: https://da.wikipedia.org/wiki/Arne_Noe-Nygaard