Julius Richard August Hesemann) var en tysk geolog som især er kendt for sit arbejde inden for ledebloksforskning.
Han var ansat ved "Preußischen Geologischen Landesanstalt in Berlin", hvor han forskede i blokke, som kunne tjene til kortlægning og datering af moræner fra skandinaviske isfremstød under de kvartære istider. Han udvidede antallet af ledebloktyper fra V. Milthers beskedne 6 typer til mere end 200 varianter - heriblandt såvel granitter som porfyrer og sedimenter. Han indførte den såkaldte Hesemann-formel, der bruger fire ét-cifrede tal til at definere stenblandinger alt efter hvilke 4 zoner, de stammer fra:
I: Åland, Finland, Lapland
II: Dalarna, Stockholmsområdet, midterse Østersø
III: Sydsverige, Sydlige Østersø
IV: Norge
En Hesemann-formel lydende på 7210 indikerer således, at 70% af ledeblokkene er fra område I, 20% fra område II, 10% fra område III og ingen fra område IV. Da blokke fra område IV er sjældne i Tyskland (og Holland) vil fundet af blot en enkelt repræsentant herfra udløse et 1-tal på fjerde podsition og to styk eet 2.tal.
Man kan læse om Hesemanns blokke i "Zur Petrographie einiger kristalliner nordischer Leitgeschiebe" fra 1936 - blandt stensamlere kaldet den grønne bog, og i "Kristalline Geschiebe der nordischen Vereisungen" fra 1975 - kaldet den røde bog.
Hans metode blev senere forfinet af Gerd Lüttig og hollandske geologer. Der er rejst mange indvender mod dele af Hesemanns metode, bl. a. inddelingen i de fire zoner, som er ganske forenklet og ikke lige brugbar for alle ledeblokslokaliteter. Det må også anføres, at der i høj grad er tale om skrivebordsarbejde - Hesemann drog ikke selv i meget felten, men henholdt sig mest til andres fund og iagttagelser - specielt er mange af Hesemanns sten fundet af A. P. Meyer.
I 1959 blev han leder af "Geologischen Dienstes von Nordrhein-Westfalen" i Krefeld. I 1961 blev han professor ved universitetet i Köln.