Goldschmidt, Victor Moritz var en norsk-jødisk mineralog, der anses for at være grundlæggeren af moderne geokemi og krystalkemi.
Victor Moritz Goldschmidt blev født i Zürich i 188. Familien havde været jødisk siden 1600-tallet og havde talt talrige højtuddannede og indflydelsesrige personer. Faderen Heinrich Jacob Goldschmidt var kemiker og via ansættelser i Amsterdam og Heidelberg endte familien i 1901 i Kristiania, hvor han blev professor, og familien fik norsk statsborgerskab i 1905.
V. C. Goldschmidt blev indskrevet ved universitetet i Kristiania i 1906 og studerede uorganisk kemi, fysisk kemi, geologi, mineralogi, matematik, zoologi og botanik! Han fik et stipendiat og allerede i 1911 færdiggjorde han under W. C. Brøggers vejledning sin disputats "Die Kontaktmetamorphose im Kristianiagebiet", for hvilken han året efter fik Fridtjof Nansen-medaljen og blev docent i mineralogi og petrologi ved universitetet.
Han blev tilbudt et professorat i Stockholm i 1914, men for at holde på ham udvirkede Brøgger, at der oprettedes et professorat i mineralogi ved universitetet i Kristania til Goldschmidt. I 1929 flyttede familien dog til Tyskland, da han blev udnævnt til professor i Göttingen. Efter nazismens indtog valgte han pga. det voksende jødehad at flytte tilbage til den norske hovedstad. Flugten hjalp dog kun midlertidigt, for som bekendt besatte tyskerne Norge i 1940. Den 26. oktober 1942 blev han på begæring af besættelsesmagten arresteret og anbragt i Berg koncentrationslejren ved Tønsberg. Han blev alvorligt syg og midlertidigt frigivet, men arresteret igen den 25. november og var på nippet til at blive sendt til Auswitsch. Nogle kolleger fik dog overbevist politichefen om, at Goldschmidts forskning var uundværlig for Norges industri og landbrug, så han undgik deportation. Kort tid senere lykkedes det ham at flygte til Sverige, hvor han blev tilbudt ansættelse ved universitetet i Uppsala, men følte det som sin pligt at stille sig og sin viden til rådighed for de allierede i kampen modmod tyskerne. Han blev fløjet til England den 3. marts 1943, og efter nogen uvished om hans status blev han først tilknyttet "Macaulay Institute for Soil Research of the Agricultural Research Council" (i Aberdeen) og senere "The Rothamsted Experimental Station". Han deltog bl. a. i diskussioner om tyskernes brug af råmaterialer og produktionen af tungt vand. Efter krigen ønskede han at vende tilbage til sin stilling i Norge. Der var ikke udelt begejstring blandt kollegerene på universitetet. Han ankom dog den 26. juni 1946, men han døde kort efter i en alder af 59 år af en hjerneblødning.
Som nævnt var Goldschmidts første store bidrag hans disputats fra 1911: "Die Kontaktmetamorphose im Kristianiagebiet". Her beskrives forskellige typer hornfelser og hvorledes deres mineralogi er styret af sammensætningen af den sedimentære udgangsbjergart samt af tryk og temperatur under metamorfosen. Han fremsætter her den påstand, at antallet af mineraler (faser) i en bjergart ikke kan overstige antallet af grundstoffer (kemiske komponenter). Den fundamentale regel kaldes "den mineralogiske faseregel" eller "Goldschmidts regel". Den gælder kun for bjergarter, som er i kemisk ligevægt.
I de følgende år foretager han undersøgelser af grundfjeldsbjergarterne i det sydlige Norge: "Geologisch–petrographische Studien im Hochgebirge des südlichen Norwegen"
I 1922 følger en kort monografi "Der Stoffwechsel der Erde", hvor fraktioneret progressiv krystallisation i en magma foreslås.
I 1923 udgives "Geochemische Verteilungsgesetze der Elemente", som i perioden til 1938 efterfølges af yderlige 8 bind. Heri udvikler han den såkaldte Goldschmidt-klassifikationen af grundstoffer, som er baseret på den sfære, hvor det pågældende grundstof ophobes: atmosfæren, Jordens skorpe, Jordens kappe eller Jordens kerne. Han påviser hvorledes atomdiameteren har betydning for et grundstofs evne til at indgå i et krystalgitter.
Goldschmidt er sammen med russeren Vladimir Ivanovich Vernadsky (1863–1945) indiskutabelt grundlæggerne af den geokemiske videnskab.
Samtidig med den grundvidenskabelige forskning bidrog Goldschmidt til udvikling af nye produkter for norsk industri. Han var formand i Statens Råstoffkomité, som blev oprettet i 1917 på initiativ af W. C. Brøgger. Han var inspireret af, hvad han havde oplevet under et besøg i USA i 1916. Komiteens formål var i så høj grad som muligt, at gøre Norge selvforsynende med råstoffer, som det var meget vanskeligt for neutrale lande at importere under 1. Verdenskrig.
Der er således ingen tvivl om, at V. C. Goldschmidt er en af Norges helt store videnskabsmænd, og han var flere gange kandidat til Nobelprisen i kemi. I Norge har han efter manges mening ikke fået den anerkendelse, han burde. Som tidligere nævnt, var der ikke blandt kolleger på universitetet begejstring over at Godschmidt efter krigen skulle vende tilbage som professor i mineralogi, og stillingen gik da også i stedet til Tom Barth. Der har på det sidste været en ret voldsom diskussion startet af Robert Marc Friedman, Professor emeritus i videnskabshistorie, som har anklaget en række kendte norske geologer som Barth, Holtedahl og Dons for hvad man kan kalde karaktermord på V. C. Goldsmith. Således anføres at Johannes Dons helt hen i 1980- og 1990-erne holdt foredrag om "terrorveldet på museet under Goldschmidt". Friedman argumenterer for, at der ikke er holdepunkter for den slags anklager mod Goldschmidt, og at modviljen snarere skyldes irritation over, at han som "udlænding" havde fået en af de eftertragtede stillinger ved universitetet. Friedman antyder også at antisemitisme har spillet ind. Disse anklager er naturligvis på det kraftigste tilbagevist af folk, som har kendt Barth og Co. Hvad der er op og ned i historien er det svært at blive klog på, men sandt er det at han er underligt glemt i Norge: Ingen mindesmærker, ingen bygninger opkaldt efter ham og hans aske spredt i de ukendtes grav efter at hans urne i en årrække havde stået skjult bag en radiator på universitetet.
Store Norske Leksikon
Wikipedia
Sciencenorway.no
Uniforum: Debat om V. C. Goldschmidt