Waldemar Christoffer Brøgger var en norsk mineralog og geolog - en af de helt store skikelser inden for nordisk geologi!

Brøgger startede sin videnskabelige karriere inden for biologien, men blev hurtigt opslugt af geologien, stærkt påvirket af forelæsninger af den daværende professor i geologi i Kristiania Th. Kjerulf. Efter færdiggørelsen af uddannelsen blev han i 1875 ansat som assistent ved "Den Geologiske Undersøgelse", og i årene 1875-77 udførte han geologiske undersøgelser i forskellige egne af Norge. I 1876 blev han amanuensis ved universitetets mineralkabinet og i 1881 blev han professor i mineralogi ved Stockholms nyoprettede universitet. Efter Kjerulf’s død kaldtes Brøgger tilbage til Norge og overtog 1890 professoratet i mineralogi og geologi ved Kristianias universitet - en post han bestred til 1917. Herefter var Brøgger dog fortsat aktiv som geolog og forskningsorganisator. Hans videnskabelige produktion har et imponerende omfang, ikke mindst taget i betragtning, at han også beskæftigede sig med meget andet, og at hans helbred var ret skrøbeligt. Hans arbejdsevne og -iver holdt sig usvækket op i hans høje alder, og flere af de væsentlige arbejder blev udgivet efter han var fyldt 80 år.

Hans værker spænder over mange forskellige geologiske omraader: mineralogi, petrografi, tektonik, kvartærgeologi og palæontologi. Ud over de nedennævnte større værker er der selvfølgelig mange mindre.

Hans første store hovedværk var: "Die silurischen Etagen 2 und 3 im Christianiagebiet und auf Eker" fra 1882.

Derefter udkom i 1890 "Die Mineralien der Syenitpegmatitgänge der südnorwegischen Augit- und Nephelinsyenite". Publiceringen skete i forbindelse med at han vendte tilbage til Kristiania som professor efter Kjerulf. Denne monografi om mineralene i nefelinsyenitpegmatitterne i Langesundfjorden står som et højdepunkt i hans mineralogiske forskning. Han beskrev over 70 mineraler, hvoraf syv (bl. a. rosenbuschit og eudidymit) i dag regnes som selvstændige mineraler med typelokalitet i Langesundfjorden.

Hans næste større arbejder var tre petrografiske monografier med fællestitlen "Die Eruptivgesteine des Christianiagebietes" 1894-1898.

I. Die Gesteine der Grorudit-Tinguait-Serie. 1894.
II. Die Eruptionsgefolge der triadischen Eruptivgesteine bei Predazzo in Sudtirol. 1895.
III. Das Ganggefolge des Laurdalit. 1897.

Disse arbejder om Oslofeltets magmatiske bjergarter er et mønster for alle tilsvarende arbejder, og det er bl. a. takket være dem, at Oslofeltet står som et af de mest berømte og bedst undersøgte geologiske områder i Verden. Ud over den udførlige beskrivelse af bjergarterne indførte han nye betragtningsmåder og påpegede problemstillinger, som har været inspirerende for dem, der senere har arbejdet inden for samme felt. Brøgger så en mulighed for at overføre darwinismens principper om udvikling fra en fælles ophav til en mangfoldighed af forskellige slutprodukter. Han arbejdede således med tanken om at alle Oslofeltets bjergartstyper var resultat af uddifferentiering fra en fælles stammagma. Selv om der undertiden var vildspor, var det et vigtigt trin på vejen til at udvikle geologi fra et rent deskriptivt fag til en beskrivelse af dynamiske processer.

Områdets mangfoldighed af specielle bjergarter gav ham mulighed for at indføre et utal af nye bjergartsnavne baseret på norske lokaliteter (akerit, grorudit, tønsbergit, larvikit, lardalit og mange flere), ligesom nogle af de lokale bjergarter blev rubriceret som lokale udgaver af universelle bjergarter med typelokaliteter andre steder i verden (essexit, pulaskit, tinguait m. m.). Der er nok ikke tvivl om, at differentieringen i navngivningen undertiden gik lovlig vidt og mange af navnene er i dag kun kendt af de mest fanatiske stennørder. Der er næppe heller nogen tvivl om, at den voksende norske selvfølelse var en drivkraft i den exorbitante navngivningsstrøm, ligesom bevidstheden om de mange fantastiske mineraler og bjergarter, som det befolkningsmæssigt lille land Norge kunne bidrage med, i sig selv bidrog til nationalstoltheden.

Efter de 3 første "Eruptiv-arbejder" kastede Brøgger sig over kvartærgeologien, hvilket resulterede i det mægtige værk, "Om de senglaciale og postglaciale Nivåforandringer i Kristianiafeltet" fra 1900-1901, og herigennem kom han ind på grænseområdet mod arkæologien med værket "Strandliniens Beliggenhed under Stenalderen i det sydøstlige Norge" fra 1905.

Siden slog Brøgger igen ind på mineralogiske studier med "Die Mineralien der südnorwegischen Granitpegmatitgänge" fra 1906.

Arbejdet med Oslofeltets magmatiske bjergarter blev genoptaget med 4 nye monografier i "Eruptivgesteine-serien":

IV. Das Fengebiet in Telemark, Norwegen. 1921.
V. Der grosse Hurumvulkan. 1931.
VI. Ober verschiedene Ganggesteine des Oslogebietes. 1932.
VII. Die chemische Zusammensetzung der Eruptivgesteine des Oslogebietes. 1933.

Arbejdet om Fenfeltet (ikke en del af Oslofeltet) er ganske epokegørende idet Brøgger argumenterer for at områdets carbonatitter - som blev kaldt søvitter - var af magmatisk oprindelse.

Brøggers videnskabelige virksomhed skaffede ham en meget stor mængde anerkendelsesbeviser, og han var medlem af talrige videnskabsselskaber. Han modtog Murchisonmedaljen 1891 og Wollastonmedaljen 1911.

Brøgger var engageret i de politiske rørelser i slutningen af 1800-tallet. Det var en spændende brydningstid i Norge, hvor løsrivelsen fra Sverige var på trapperne. Da ophævelsen af unionen blev en realitet i 1905, blev han medlem af Det Norske Storting 1906–1909.

Han var også kendt for sin indsats som universitetspolitiker, herunder som den første rektor ved Universitetet i Oslo (1907–1911) og han har en stor del af æren for skabelsen af Tøyen-museet. Da Fridtjof Nansen vendte tilbage fra sin polarekspedition med skibet "Fram" i 1896, tog han initiativet til oprettelsen af "Fridtjof Nansens Fond til Fremme af Videnskaben", som han var formand for i 40 år. Det var i forbindelse hermed, at han cirteres for: "Det er ikke på krigens bane, at de smaa nationer kan hævde sin plads og forsvare sin selvstændighed. Det er paa kulturens, paa civilisationens, paa videnskabens og kunstens felt."

Brøgger havde store visioner om hvorledes Norge skulle udvikle sig til en selvstændig, oplyst og stærk nation, og han havde en sikker tro på naturvidenskabernes muligheder for at føre mennesket fremad. Darwinismen var stadig kontroversiel i mange kredse, men Brøgger var overbevist om teoriens rigtighed og skrev i 1894 således: "Til dem, der endnu i vore dage drømmer om den tabte paradisiske lyksalighed, har naturforskerne kun en beklagelse over deres uvidenhed, et vemodigt smil over deres fromme naivitet. Thi vi kan tvertom med vished sige: menneskene har selv fra først af været dyr, og først gjennem livets seige kamp med tilværelsen, generation efter generation gjennem hundretusender og millioner af aar lidt efter lidt naaet op til det fuldkomnere trin, de nu indtager. Mennesket har, trods alle de skrøbeligheder, vi kjender fra os selv og andre, absolut og gjennemsnitlig aldrig staaet saa høit, aldrig været saa fuldkomment som nu. Og idet vi erkjender dette, idet vi bøier os for den videnskabelige sandhed, at mennesket som alle andre organismer har været og er udviklingens love underkastet, saa finder vi ogsaa deri den forjættelse, der trøster os over tabet af et paradis, som aldrig har existeret, i forvisningen om, at de ufødte slægter, der kommer etter os, vil arbeide stadig fremad mod sin fuldkommengjørelse og være lykkeligere stillet og bedre rustet end vi til den livets haarde kamp for tilværelsen, som alt dødeligt må stride igjennem."

O.B. Bøggild: Nekrolog i "Meddelelser fra Dansk Geologisk Forening" 1940