Svend Asger Berthelsen var en dansk geolog, som ydede væsentlige bidrag til forståelsen af såvel grønlandsk strukturgeologi og international pladetektonik som dansk kvartærgeologi. Han havde en formidabel evne til at forestille sig strukturer i tre dimensioner.
Asger Berthelsens drøm om at blive journalist, kunstmaler og forfatter faldt ikke i god jord hos forældrene, så efter studentereksamen valgte han i stedet at studere naturhistorie og geologi ved Københavns Universitet, måske især fordi det gav mulighed for at komme på ekspedition til Grønland med det nyoprettede "Grønlands Geologiske Undersøgelse". Allerede i 1947 var han første gang i Grønland, og i løbet af de følgende to somres ture til Grønland blev hans talent for at forstå geologiske strukturer bemærket, bl.a. af professor Arne Noe-Nygaard, som foranledigede, at Berthelsen i 1950-51 blev deltager i 3. danske centralasiatiske ekspedition til Indien og Himalaya, ledet af lægen Carl Krebs. Ekspeditionen havde bl.a. som formål at samle beviser for Alfred Wegeners teori om kontinentaldrift. Den fulgte en rute gennem Himalaya-bjergkæden til den tibetanske højslette, og Berthelsen brugte sine optegnelser langs ruten til at tegne et geologisk profil med en række overskydninger og folder, som han tolkede ved store horisontale bevægelser. Man havde dengang ingen ide om, hvad der kunne have frembragt sådanne horisontale forskydninger - en forklaring herpå kom først omkring 1970, da den pladetektoniske teori blev accepteret. Berthelsen har beskrevet sin deltagelse i ekspeditionen i erindringsbogen "Rejsen til Den Blå Sø".
Bertelsen blev magister i geologi i 1953 og herefter ansat ved Mineralogisk Museum som videnskabelig assistent og amanuensis 1953-56 og 1961, og derefter ved Grønlands Geologiske Undersøgelse som afdelingsgeolog i perioden 1956-59 og som statsgeolog i 1959-61. Han underviste i geologi ved Danmarks Lærerhøjskole 1960-61 og var lektor i tektonik ved Københavns Universitet i 1960-62. Han var på studieophold i Neuchâtel i 1954 hos den anerkendte tektoniker og strukturgeolog Eugène Wegmann, samt i Delft i 1956 for at lære at tolke flybilleder, som han anvendte til kortlægning i Grønland. Han blev i 1956 tildelt Københavns Universitets guldmedalje.
Feltundersøgelser i Grønland dannede grundlag for Berthelsens doktordisputats 1960, hvori han påviste tre på hinanden følgende foldninger i det arkæiske grundfjeld, i et område mellem Maniitsoq og Nuuk. Året efter blev Berthelsen professor ved Aarhus Universitet, hvor han opbyggede et Geologisk Institut, ved bl.a., som noget hidtil uset i Danmark, at lade geologer og geofysikere arbejde sammen. I 1966 blev Berthelsen så professor i almen geologi ved Københavns Universitet, en stilling han beklædte til sin pensionering i 1992.
I 1970’erne blandede Berthelsen sig i om debatten om indførelse af atomkraft i Danmark, hvor sikkerheden ved deponering af radioaktivt affald var et vigtigt diskussionsemne. Han stillede sig kritisk over for de tekniske undersøgelsers konklusion, at de danske salthorste var egnede til langtidsdeponering af affaldet, ved bla. i en tv-udsendelse at folde nogle medbragte plader modellervoks nogle gange, udsætte klumpen for tryk, hvorefter han skar klumpen igennem, så den kompekse struktur fremgik, som en forenklet udgave af de faktiske forhold i en salthorst.
Op gennem 1980’erne deltog Berthelsen i det store paneuropæiske geovidenskabelige samarbejdsprojekt, Det Europæiske Geotravers (EGT), som med forskellige geologiske og geofysiske metoder undersøgte dybe tektoniske strukturer i en linje fra Nordkap til Nordafrika, for hermed at tolke kontinentets dannelse og udvikling gennem geologisk tid. Linjen blev inddelt i en nordlig, central og sydlig del, og Berthelsen ledede arbejdet i den nordlige del, mellem det nordlige Polen og Nordkap. Han påviste bl.a., at pladetektoniske processer her har været aktive gennem de seneste 2 milliarder år.
Berthelsen tegnede og malede hele sit liv, og sammen med sin hustru drev han i en årrække et galleri på Møn med egne værker. Han forsøgte sig også som krimiforfatter, dog uden succes, men har skrevet sine frimodige og muntre ”Excentriske memoirer”.